Sorring Bær fortsætter med ny marmelademester ved (røre)pinden!

Det er en glæde at kunne offentliggøre, at Sorring Bær ApS overdrager sin produktion af marmelade og sirupper til Henning Meyer Lund.

Det betyder, at Sorring Bær, i modsætning til den tidligere udmelding, fortsætter sin aktivitet med Henning Meyer Lund som indehaver og marmelademester pr. 1 marts 2023.

”Jeg glæder mig meget over, at jeg pr. 1. marts 2023 kan overdrage den fremtidige marmeladeproduktion og afsætning fuldt ud til Henning Meyer Lund” udtaler nuværende ejer Mette Nørgaard, og fortsætter: “Jeg er sikker på, at Henning vil tage godt vare på det brand Sorring Bær er blevet til gennem de sidste godt 30 år. Og jeg skal gøre mit bedste for, at fabrikken bliver godt overleveret til ham”.

Kommende ejer og marmelademester Henning Meyer Lund siger: ”Jeg er utrolig glad for, at Mette har valgt at sælge Sorring Bær til mig” og fortsætter: ”Det næste stykke tid vil Mette videregive hendes viden i forhold til produktionen m.m., så jeg på bedste måde kan videreføre det, Mette har opbygget, og dermed igen servicere såvel eksisterende som nye kunder”.   

Om sin egen baggrund fortæller Henning: ”Jeg er uddannet bager og har været i forskellige industrielle produktioner, hvor jeg altid har haft kvalitet i fokus.” Han tilføjer: ”Jeg glæder mig til at komme i gang og fortsætte produktionen af Sorring Bærs produkter, og jeg vil gøre mit bedste for at lade Sorring Bærs ånd leve videre”.

Sorring Bær vil fortsat være at finde på Thøger Larsens vej 6A, 9200 Aalborg SV.